Jødefejden , livre ebook

Aarhus University Press - Bent Blüdnikow

Découvre YouScribe en t'inscrivant gratuitement

Je m'inscris

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

54 pages

Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

A propos
Informations
Extrait

Description

”Jødepak” og ”Jødefruentimmer”. Kristne danskere brugte ikke kammertonen over for jøder i 1819. Men det var ikke kun tonen, der var barsk. Også fysiske overfald på jøder og knuste ruder hørte til dagens uorden. Urolighederne har vi døbt Jødefejden. Her kæmpede danskere mod enevælde og for demokrati, men mest af alt handlede Jødefejden om retten til at være dansk. Kunne Danmark rumme jøder med slangekrøller, parykker og gefilte fisk? Det kunne landet, og jøderne blev integreret i løbet af 1800-tallet. Men fordomme om pengegriske jøder med krogede næser fyldte stadig meget og blev båret ind i det 20. århundrede. Her kulminerede århundreders afstandtagen med Holocaust, terror og jødehad.
Deltag i den evigt aktuelle fejde om danskhed og mindretal med Bent Blüdnikow, redaktør og anmelder på Berlingske og tidligere seniorforsker ved Rigsarkivet.

Sujets

Histoire

History

Informations

Publié par	Aarhus University Press
Date de parution	12 septembre 2019
Nombre de lectures	0
EAN13	9788772190020
Langue	Danish
Poids de l'ouvrage	4 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0550€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Extrait

Titelside
100 danmarkshistorier
Bent Blüdnikow

Aarhus Universitetsforlag
Jøderne i Danmark

I 1700-tallet var jøder let genkendelige i Danmark. Mændene havde skæg og lange frakker, som var på mode i Østeuropa, og kvinderne gik med paryk. Jøderne var den eneste minoritet, der var helt anderledes end den danske befolkning. Maleriet hedder Gadescene i København ved år 1800. Piskebåndsjøden sælger en knipling til en ung pige .
|| Ukendt maler/Statens Museum for Kunst
En handelsmand tager til genmæle
I september 1819 arresterede politiet den 40-årige købmand Abraham Meyer, der boede i Vognmagergade i København. Dengang var Vognmagergade ikke som nu en kedelig gade, men en festlig, myldrende gade med butikker, handlende, fattige og nedslidte huse. Abraham Meyer var jøde, og politiet hentede ham, fordi flere vidner anmeldte, at han stod i et vindue i sin lejlighed og spyttede på folk og kaldte dem ”kristne hunde”. Ja, et vidne fortalte endda, at Meyer havde rakt tunge. En kristen borger havde forsøgt at få Meyer til at holde op, men han og andre mødte tilråbet: ”Kom væk, din kristne hund, eller jeg skal brække din hals”.
Alt dette ved vi, fordi Abraham Meyer blev stillet for retten, hvor Meyer og vidner fortalte historien, som omhyggeligt blev noteret ned i retsprotokollen. Meyer nægtede pure at have råbt og spyttet på folk, og han påstod tværtimod, at beboere fra gaden havde generet ham og var kommet hen til hans vinduer og havde kaldt ham og hans familie for ”jødesmovser”. Det var et gammelt antijødisk udtryk og ikke ligefrem venligt ment. Bogtrykker Holm kom ind i retslokalet og vidnede, at en kvinde ganske rigtigt havde råbt til Meyer: ”Din jøderad, spytter du på folk? I aften skal dine vinduer slås ind”. Sagen udviklede sig, og det ene vidne efter det andet fortalte grufulde historier. En enkefru Richter berettede, at grøn farve blev kastet på hende fra Meyers lejlighed, og da hun så op, opdagede hun et gammelt ”jødefruentimmer”.

Den satiriske illustration fra 1788 understreger, at der var opgør i menigheden mellem traditionalister og reformfolk. Stikket viser sandsynligvis et skænderi om penge mellem den jødiske menigheds ledelse ved bordet og den stående opposition. Titlen på stikket er Den israelitiske Parykkrig eller Det den Ene haver for meget, mangler de Øvrige .
|| Det Kgl. Bibliotek
Meyer sad i arrest under retshandlingerne, og hans købmandshandel led under det. I oktober faldt der dom efter otte retsmøder, og dommen lød på, at Meyer for egen regning skulle sættes i fængsel på vand og brød i ti dage og selv udrede alle omkostninger ved retssagen. Den hårde dom skyldtes, at der var voldsom uro i byen, som mange drog hujende og hærgende gennem. Og man ville ganske enkelt forhindre yderligere uroligheder ved at give folk strenge straffe.
Her slipper vi Abraham Meyer, og vi kender ikke yderligere til hans skæbne, men hans vrede handlemåde kan forklares. For netop i september 1819 og flere måneder frem foregik nogle af de værste uroligheder, Danmark har set. De går under navnet den korporlige jødefejde, altså den fysiske jødefejde, eller bare Jødefejden. Forud var gået den litterære jødefejde fra 1813.
Det begyndte i september 1819 med ophængte plakater, der opfordrede til angreb på jøder og tillige indeholdt kritik af regering og konge. Uroen bekymrede kong Frederik 6. (1768-1839), regeringen og politidirektøren, der skrev i en bekendtgørelse den 5. september 1819:
”Da adskillige ubesindige mennesker have ladet dem forlede til at øve voldsomheder mod vore medborgere af den mosaiske trosbekendelse og politiet har grund til at formode, at enkelte ildesindede kunne have lyst til at fortsætte den voldsomme adfærd, så finder jeg mig foranlediget til på det alvorligste at advare alle og enhver om at afholde sig fra deltagelse i handlinger, der forstyrrer freden og sikkerheden, som det er kongens vilje, at alle hans undersåtter, uden hensyn til religion, bør nyde”.
Men det hjalp ikke. Urolighederne spredte sig hurtigt, og snart prægedes København af voldsomme opgør. I de næste dage stormede hundredvis af mennesker jødiske boliger og forretninger i København og i flere provinsbyer. Situationen var ved at komme ud af kontrol for den enevældige konge og hans regering, og man måtte derfor indføre undtagelsestilstand og trække militæret ind til byen for at slå oprøret ned. Militæret fik ordre til at bruge bajonetter og skydevåben, hvis det var nødvendigt.
Uromagerne var ikke kun ude efter jøderne, for det føg med ukvemsord mod den enevældige konge, der blev kaldt ”jødernes konge”. Uroen havde mere end et antijødisk sigte, for det var også både en social og politisk bevægelse. Og så dækkede fejden endda over mere end had til jøder, social uro og folkelig protest mod den enevældige konge og hans regering og administration. Den handlede også om, hvorvidt Danmark skulle være et oplyst, tolerant samfund for både kristne og fremmede eller et mere lukket, kristent samfund, der kun nødtvunget accepterede kritik. Kort sagt handlede det om tolerance over for intolerance, og det dramatiske opgør på både skrift og med vold er et af de vigtigste sammenstød i danmarkshistorien.
Alt dette kan lyde som et forspil til mere moderne debatter om det multietniske samfund over for et mere monoetnisk samfund. Vi opfatter Danmark som et roligt, homogent og tolerant samfund, hvilket i vid udstrækning også er rigtigt. Der var fra 1700-tallet og frem kun få alvorlige opgør i landet, hvorimod andre lande i Europa oplevede revolutioner, borgerkrig og opgør. Jødefejden er dog en undtagelse, fordi den var omfattende og voldelig. Den passer ikke rigtig ind i billedet af guldalderhygge og spadsereture i Kongens Have. Alene derfor er den en væsentlig del af fortællingen om Danmark. Historien om Jødefejden kaster en eftertænksom skygge over vor tid, hvor vi nu pludselig fører drabelige debatter om ytringsfrihed, religionsfrihed og terrorisme, og hvor mistillid og endda konfrontationer mellem befolkningsgrupper er blevet en del af Danmark.
Civilisationen er en tynd fernis over dæmoniske kræfter. Det er altid relevant at blive mindet om ikke at tage hygge og retfærdighed for en selvfølge, hvilket vi i det rolige Danmark har tendens til. For jøderne var Jødefejden en skræmmende oplevelse, og mange valgte at lade sig konvertere eller som Abraham Meyer i raseri at reagere mod de kristne.
Ingen historiske paralleller passer fuldkomment, men Jødefejden rummer et stykke nutidsanalogi.

Mange jøder klarede sig i 1700-tallet ved at sælge klæder, bånd og småting i kvarteret omkring Læderstræde. Men fra 1780’erne skete der en kolossal velstandsstigning, og i løbet af 1800-tallet kom den jødiske befolkning til at spille en betydelig samfundsrolle på trods af et beskedent antal. En del gik ind i bladbranchen og blev redaktører. Satiren går på fortidens handelsjøde og 1800-tallets bladjøde.
|| Corsaren nr. 46, 1854
Den historiske baggrund
I 1800-tallet var jøderne de eneste helt fremmede i det danske samfund, og de skilte sig ud gennem religion, udseende, væremåde, profession (fx udlånsvirksomhed), sprog, kultur og tøj. Sigøjnerne (romaerne) blev stort set alle jaget ud af landet i 1600-tallet, og de fleste andre fremmede var kristne fra vore nabolande. Jøderne var helt anderledes, end hvad danskere var vant til.
En del jøder blev udvist fra den spanske halvø i slutningen af 1400-tallet og havnede i Amsterdam og Hamborg. Det opdagede kong Christian 4. (1577-1648), der inviterede de sefardiske jøder til danske byer i det sydlige kongerige. Sefardiske jøder var ofte højt uddannede og dygtige folk med forbindelser og viden, og det ønskede danskerne at gøre brug af. Mindre velkomne var de ashkenaziske jøder fra Polen, Rusland og Tyskland. De var dårligere uddannet og fattige.
Mens de sefardiske jøder talte spansk og det jødiske sprog ladino, talte de ashkenaziske jøder jødisk (jiddisch), som er en blanding af middelaldertysk, hebraisk og nationale låneord. De ashkenaziske jøder gik klædt i lange sorte frakker, og mændene havde skæg og slangekrøller ved ørerne. Nogle bar særprægede pelshuer, som var på mode i Polen og Rusland, og som man den dag i dag stadig kan se på gaderne i New York og Jerusalem. De fleste var indtil 1790’erne dybt religiøse og levede i deres egen verden, selv om der aldrig var tale om ghettoer i Danmark – sådan som der var i andre lande, hvor jøder var tvunget til at bo i jødiske kvarterer. København fik hurtigt den største jødiske menighed, hvor jøderne klumpede sig sammen i Læderstræde, Kompagnistræde, Adelgade og Borgergade, der ikke var den fine del af København. I hele landet var der i løbet af 1700-tallet opstået 11 provinsmenigheder – andre store var Glückstadt, Altona og Fredericia.
På mange måder skilte jøderne sig ud. Mændene gik med kalot, og da Simon Salomon Polach ville bære en moderigtig paryk i stedet for kalotten i synagogen, blev der ballade. Menighedens ældste nægtede nemlig at acceptere mænd med nymodens parykker i synagogen, hvilket fik de parykklædte unge jøder til at anmelde de ældste til de danske myndigheder. En større strid udviklede sig, og den endte først to år senere med forlig.
Mange jøder gik dog klædt i almindeligt sort tøj som kristne, men religiøse jøder bar dragter som dem, man havde brugt i Østeuropa siden 1600-tallet. Gifte kvinder gik med paryk eller tørklæde for at skjule håret.
Jøderne spiste kun kosher mad (lavet efter jødiske forskrifter) og efterlevede komplicerede regler fra Det Gamle Testamente og Talmud, der er fortolkninger og forklaringer til jødedommens love. Fx skulle den religiøse autoritet godkende maden, så der var jødiske slagtere og en jødisk bager i København. Man må ikke blande kød og mælk, så det er temmelig kompliceret – dengang som nu – at holde kosher køkken. Jøderne havde egen begravelsesplads i Møllegade, og den er i dag en af Københavns store kulturskatte, hvor den første sten over juveler David Israel fra 1693 stadig står.
Af Københavns 100 rigeste mæ