Dronningen griber magten , livre ebook

Titelside
100 danmarkshistorier
Mikkel Leth Jespersen

Aarhus Universitetsforlag
Margretes kup

Fort llinger om dronninger har alle dage fascineret. Historikere, digtere og billedkunstnere giver dem form og liv, og den enest ende Margrete 1. er ofte med. Hun blev i 1800-tallet skabt i klassicistisk stil af billedhuggeren H.V. Bissen (1798-1868) og indgik i en serie p 18 statuer af beundringsv rdige kvinder. Ogs i dag fortolkes og fornyes fort llingerne om dronningerne, og de hentes ud af skyggen fra deres magtfulde m nd, s man kan unders ge dronningerne og deres egne spilleregler .
|| Album/Ritzau Scanpix
Dronningen bliver konge
Omtrent en kilometer uden for den nordlige byport l tingstedet. Det var markeret af en bronzealderh j, som endnu i dag dominerer landskabet p den gamle historiske scene. Hvem ville ikke gerne have overv ret begivenhederne p det sk nske landsting den augustdag i 1387, hvor middelalderens politiske stormester satte brikkerne til n ste parti?
En kreds af m gtige nordiske m nd var forsamlet i Lund: Vinald Henriksson (-1402), den norske rkebiskop fra Trondhjem, Peder Jensen Lodehat (-1416), biskoppen af Aarhus, drosten Henning Podebusk (1320-1387/88), den indflydelsesrige danske f rsteminister, og 11 andre aristokrater. De var samlet om en kvinde og om de nordiske rigers fremtid. Og det var ikke tilf ldigt, at de m dtes i Sk ne, der dengang var en del af Danmark: Som s de for den danske rkebiskop var Lund en af de vigtigste og mest centrale byer i det danske rige.
En uge tidligere havde de mistet deres konge, den unge Oluf (1370-1387). Blot 17 r gammel var han d d efter kort tids sygdom, mens han opholdt sig p slottet Falsterbo i det sydvestlige Sk ne. Hans mor, Margrete (1353-1412), der opholdt sig i samme landsdel, begav sig straks til Falsterbo. Hun ville organisere, at Olufs balsamerede lig blev fragtet til Sor , hvor det skulle begraves i samme kirke som hans morfar, Valdemar Atterdag (ca. 1321-1375). Men inden da, mens hans lig endnu l til skue i byens kirke, var hans hjerte og indvolde blevet sk ret ud. Dem bragte Margrete med til Lund, hvor hun under en storsl et ceremoni begravede dem i domkirken. Deri l en kraftfuld symbolik, der klart manifesterede, at den unge konge nu var d d. Efter opholdet i Lund fulgte hun Olufs lig over resund til dets sidste hvile.

I l bet af middelalderen havde domkirken i Lund dannet baggrund for en r kke store begivenheder, hvoraf kun f kunne matche det, der foregik de dramatiske augustdage i 1387. Margrete brugte nemlig b de domkirken og landstinget som scene for sit politiske mestertr k - grebet om magten i eget navn.
|| Per Pixel Petersson/imagebank.sweden.se
Rigerne stod nu uden regent. Det skulle der snarest muligt findes en l sning p , inden den magt, Margrete m jsommeligt havde samlet om sin nu afd de s n, atter gik i opl sning. Men der var ingen oplagt kandidat til kongev rdigheden, og det var derfor en vanskelig opgave, som forsamlingen p landstinget ved Lund havde foran sig. Deres interesse samlede sig om Olufs mor, deres n dige frue, den 34- rige Margrete. Hun havde mistet sin bror, Christoffer (1341-1363), sin far, kong Valdemar Atterdag af Danmark, sin mand, kong H kon af Norge (1340-1380), og endelig ogs sin eneste s n, kong Oluf. Nu stod hun alene tilbage, og som noget hidtil uh rt skulle spillet g videre uden en konge. Det tr k, som Margrete foretog denne dag, har f et en senere tids historiker til at betegne hende som en fuldmoden politisk mester i aktion .
I et brev dateret den 10. august 1387 forklarede de forsamlede m nd, at Margrete var kong Valdemars datter og kong Olufs mor. Der var bred enighed om, at de ikke kunne v lge en ny konge uden at have Margrete med p r d - ikke mindst p grund af den velvilje og gunst, som de p mange punkter havde fundet hos hende. Omvendt m tte hun heller ikke introducere en ny tronkandidat i landet uden deres accept. Alliancen var oplagt. Vi og vore venner vil f lge hende i godt og ondt , fortsatte storm ndene i brevet, og til geng ld lovede hun fortsat at lade dem nyde deres gamle rettigheder og privilegier. Med god vilje og efter grundige overvejelser havde de valgt, udpeget og hyldet Margrete til deres frue, husbond og hele Danmarks fuldm gtige formynder, som de ville tjene som trofaste dannem nd.
Det i jnefaldende resultat af m det blev, at de forsamlede m nd hyldede Margrete, Norges og Sveriges dronning, til fuldm gtig frue og husbond og hele Danmarks riges formynder . Det var en helt ny titel, der blev opfundet til lejligheden. Godt nok havde Margrete i nogen tid v ret landets egentlige hersker, men hun havde regeret som formynder i kraft af sin s ns position som tronf lger og konge. Denne dag ved Lund blev Margrete Danmarks regent i eget navn. Lidt forsimplet kan man sige, at dronningen blev konge.
Aftalen skulle g lde indtil den dag, hvor Margrete og storm ndene blev enige om at v lge og f en konge b de med hendes og vort r d . Endnu en gang blev det sl et fast, at de ikke m tte oph re med at tjene hende, f r hun med sin vilje viser os bort fra sig til den konge, som b de hun og vi med b de hendes og vort r d v lger . De mange garantier viser, at Margrete ville sikre sig forsamlingens udelte loyalitet. For selv om hun stod i en st rk position, var inds ttelsen som formel regent en s dristig rokade, at den kr vede skudsikker rygd kning. Det fik hun ogs i dokumentets sidste del, hvor det blev fastsl et, at de forsamlede m nd havde klappet aftalen af med landets andre f rende grupper af verdslige og gejstlige aristokrater uden kneb og list .
Historikere har gennem tiden overbudt hinanden i deres beskrivelser af den afg rende dag i Lund: revolution , snedigt statskup , epokeg rende er bare nogle af ordene. Der er hele tre ting, der fastsl r, at dette regentvalg adskilte sig fra den normale procedure: For det f rste blev valget ikke foretaget af rigsr det, men af de bredere befolkningslag anf rt af de forsamlede m nd i Lund. For det andet forbigik man den n rmeste mandlige arving til den danske kongetitel, nemlig Margretes nev , hertug Albrecht af Mecklenburg (-1388). For det tredje, og hidtil helt uh rte, var det en kvinde, der blev valgt til regent.
Margrete forstod om nogen at spille senmiddelalderens politiske spil mellem formelle regler og kreative brud p disse. Og der er n ppe megen tvivl om, at hun denne dag vandt magten p grund af den store visdom, som Gud har givet hende , som den sk nske rbog kommenterede.
Men selv om Margrete havde vundet en sejr, kunne hun ikke l ne sig tilbage og nyde den. Hun skulle rykke videre for at fastholde den gode stilling, hun nu stod i, og f resten af landets indbyggere til at acceptere hendes nye position. Med dronningebrikkens beh ndighed satte hun kursen mod de tre vrige danske landsting. Den slags personlige rejser mellem landsdelene var en typisk middelalderlig form for magtud velse og magtdemonstration, der samtidig sikrede en anerkendelse af fyrstemagten. Det direkte, personlige m de mellem hersker og befolkning var afg rende i en tid med svage kommunikationsveje. Det er uvist, hvem Margrete pr cis m dte, n r hun n ede frem til tingene. Men ud over omr dets riddere og storm nd har der sandsynligvis ogs v ret repr sentanter for landsdelens b nder og borgere til stede. Fra Lund rejste hun over resund til Sj lland, hvor hun den 21. august 1387 blev hyldet p landstinget i Ringsted. Vi ved ikke, hvorn r hyldesten fandt sted p det jyske landsting i Viborg, men den 26. oktober samme r blev hun hyldet i Skt. Knuds Kirke i Odense og derefter under ben himmel p det fynske landsting, der l uden for kirken.
Dermed var Margrete anerkendt som den formelle regent over hele Danmark, og hun bar nu titlen Margrete af Guds n de dronning af Norge og Sverige og ret arving og fyrste til Danmarks rige .
Norsk teenagedronning
Blandt de forsamlede p det sk nske landsting var den nyvalgte norske rkebiskop, Vinald Henriksson fra Trondhjem. Efter m det fulgte han Margrete til Vordingborg, hvorefter han rejste tilbage til Norge for at indkalde det norske rigsr d. Efter Margrete havde sikret sig magten i Danmark, rejste hun ogs til Norge, og p et m de i Oslo vedtog nordm ndene at g re det samme som danskerne. Den 2. februar 1388 blev dermed endnu en sejrsdag for dronning Margrete, da hun da blev hyldet som Norges fuldm gtige frue og rette husbond. Der var dog n vigtig forskel i forhold til Danmark: I Norge blev hun ikke valgt midlertidigt, alts indtil man kunne enes om en anden regent, men for livstid. Det hang sammen med, at Norge var et arverige og ikke et valgrige som Danmark - og for vrigt ogs Sverige. I valgriger blev kongen valgt af rigsr det, der bestod af biskopperne og en kreds af m gtige adelsm nd.

I slutningen af 1700-tallet viste dette kobberstik en kreativ visualisering af Kalmarunionen: Margrete 1. sidder omgivet af tre kvinder, der hver is r repr senterer et af de nordiske riger. n er kl dt i de svenske kroner, n sidder p skjoldet med den norske kseb rende l ve, og n st tter armen p et skjold med de tre danske l ver. Ordet Calmar , der er hugget i en sten nederst i billedet, efterlader ingen tvivl om, hvad stikket drejer sig om.
|| Schleuen/Det Kgl. Bibliotek
Margretes stilling havde alle dage v ret en anden i Norge end i Danmark. Hun var dansk kongedatter, f dt i 1353 som datter af Valdemar Atterdag og dronning Helvig (ca. 1320-ca. 1374), og det var tydeligvis faderens stil og talent for det politiske spil, hun senere f rte videre. Men i 1387 var Margrete norsk dronning - eller rettere enkedronning. Blot seks r gammel var hun nemlig blevet forlovet med den norske kong H kon, der i en kort periode ogs var valgt til svensk konge. Da hun var 10 r gammel, blev de to gift, men en fuldbyrdelse af gteskabet var der efter alt at d mme ikke tale om. Prinsesser blev ofte giftet bort i en endog meget ung alder for at markere en alliance mellem to kongehuse som en slags levende fredsaftale. Man var mindre tilb jelig til at erkl re krig mod en