Den Danske reformation , livre ebook

Aarhus University Press - Morten Fink-Jensen

Découvre YouScribe en t'inscrivant gratuitement

Je m'inscris

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

49 pages

Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

A propos
Informations
Extrait

Description

I 1517 hamrede Luther ifolge myten 95 teser op pa doren til slotskirken i Wittenberg og sparkede gang i reformationen. Ogsa i Danmark. Nu skulle det vAere slut med aflad, bod og pave, og kun troen pa Gud kunne retfAerdiggore mennesket. Mange steder i Europa greb folk til vaben. I Danmark sloges adel med borgere og bonder i 1534-1536 i borgerkrigen Grevens Fejde, der mundede ud i den danske reformation. Ved 500-ars jubilAeet i 2017 var der ogsa kampe. Dog kun pa ord. Var Luther frelser eller forrAeder? Stod han bag det danske velfAerdssamfund, turisme og uformel omgangstone eller jodeforfolgelser, heksebal og kvindeundertrykkelse?

Sujets

Religion

Christianisme

HISTORY

Histoire

Dinamarca

Scandinavia

History of Christianity

Christianity

Denmark

Europe

Informations

Publié par	Aarhus University Press
Date de parution	09 janvier 2020
Nombre de lectures	0
EAN13	9788772191072
Langue	Danish
Poids de l'ouvrage	3 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0550€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Extrait

Titelside
100 danmarkshistorier
Morten Fink-Jensen

Aarhus Universitetsforlag
Tilløb til forandring

Reformationens tilhængere trykte mange satiriske billeder, som skulle få folk til at grine og være forargede over pavekirken. Her kan man se, hvordan munke blot er djævelens instrumenter. I moderne tid har mange misforstået billedet og tror, at munken er Luther. Kunstneren var imidlertid den lutherske Erhard Schön (ca. 1491-1542) fra Nürnberg. Billedet er fra ca. 1530, hvor Luther for længst var holdt op med at ligne en munk. Se også illustration side 71.
|| Wikimedia/British Museum London
Statskuppet i 1536
En dag i august 1536 kom biskop Knud Gyldenstierne (-1560) ud af Albani Kirke i Odense efter at have holdt messe. Han blev mødt af lensmanden i byen og bevæbnede vagter, der på ordre fra kong Christian 3. (1503-1559) var kommet for at arrestere ham. Den overrumplede bisp protesterede, men havde ikke andet valg end at følge med som fange.
Christian 3. havde netop sikret sig magten i Danmark med sejren i borgerkrigen Grevens Fejde (1534-1536). Nu anklagede han rigets bisper for at have været skyld i krigen, fordi de havde blokeret for valget af ham som konge i 1533 – efter hans far Frederik 1.s (1471-1533) død. Bisperne var ikke kun kirkens mænd, men også adelsmænd og ledende medlemmer af rigsrådet, der i 1533 skulle vælge kongen. De var imidlertid ikke interesseret i at få Christian som konge, for han var reformationstilhænger, mens bisperne og flertallet i rigsrådet ville holde fast i den katolske kirke – både den katolske tro og kirkens indflydelse på politik og økonomi.
Det lavede kongen nu om på med et statskup, som han med opbakning fra en stor krigshær iværksatte den 11. august 1536. Luthersk-evangelisk kristendom erstattede katolsk gudstjeneste og religion. Kirken kom ind under statsmagten, præsterne blev til kongelige embedsmænd, og bispernes og de store klostres jord, ejendomme og værdier blev kongens. De øvrige medlemmer af rigsrådet måtte acceptere alt det nye, hvis de ikke skulle i fængsel – som bisperne. De kunne også se en fordel i at udpege bisperne til syndebukke, for så slap de selv for at påtage sig skyld. Desuden undgik adelsstanden at skulle dele magten og jorden med den store, internationale kirke.
Aktionen mod kirken – og kongens og rigsrådets deling af magten – blev formelt godkendt med en reces (rigslov) på et stændermøde i København den 30. oktober 1536, som er datoen for reformationens officielle indførelse i Danmark. Repræsentanter for adelen, borgerne og bønderne mødtes med kongen og rigsrådet. Ingen fra den gejstlige stand deltog.
Stændernes repræsentanter fik at vide, at selv om mange borgere og bønder efter kongens mening havde opført sig som ”en hob ubesindige gale hunde” under Grevens Fejde, var bisperne den egentlige årsag til al ”den store jammer, elendighed, mord, skade, fordærv og blodstyrtning”, der var kommet over riget. Det betalte de nu for med fængsling og afsættelse fra deres embeder. Det havde ikke noget at gøre med, om de var katolikker eller ej – eller med deres holdning for eller imod en evangelisk reformation. De blev slet og ret fremstillet som magtsyge personer uden loyalitet over for riget.
Nu, hvor kongen med Guds hjælp havde sejret over sine modstandere, ville han imidlertid sørge for, ”at dette rige må igen komme til fred og rolighed” og blive regeret ”kristeligt og oprigtigt”, som det hed i recessen. Og i stedet for det gamle bisperegimente ville han selv udnævne nye bisper, som kunne ”lære, undervise og prædike det hellige evangelium, Guds ord og den hellige kristelige tro”. Det var i al korthed reformationsbudskabet, som altså drejede sig om både religion og politik. Kongens fængsling af bisperne skyldtes ønsket om at overtage deres politiske og økonomiske magt, men samtidig var det også midlet til at indføre evangelisk kristendom.
Reformationens perspektiver
Fængslingen af bisperne var en af mange episoder i den voldsomme religiøse og politiske splittelse, som reformationen betød for 1500-tallets Europa. Som det var tilfældet med fængslingen, rummede hver episode ofte mange motiver og fik forskellige konsekvenser. Derfor er reformationens langsigtede betydning for europæisk kultur og samfundsudvikling stærkt omdiskuteret. Nogle ser reformationen som et stort fremskridt, hvor de nordvesteuropæiske befolkninger ved at blive protestanter gjorde op med det katolske tyranni på vej mod religionsfrihed, oplysning, demokrati, individuelle rettigheder, ligestilling og velfærdssamfund. For dem hænger reformationen sammen med demokrati og individualisme, fordi protestanternes bibellæsning blev set som en kamp for det frie ord. Den hænger sammen med kapitalisme og velfærd, fordi protestanter ikke skulle gå i kloster, men være aktive i det verdslige liv. Og den hænger sammen med naturvidenskabelige fremskridt, fordi protestanter efter at have sagt fra over for paven (af latin papa , fader) var klar til at forkaste middelalderlige dogmer og vaneforestillinger.
Andre vurderer derimod reformationen som en fanatisk og intolerant bevægelse, der sønderrev et gammelt religiøst og kulturelt fællesskab i Europa. I stedet fik man mere egocentrisk profitjagt, fundamentalistisk bibellæsning og udviklingen af religion som et undertrykkelsesmiddel for stat og kirke – undertrykkelsen var rettet mod de lavere klasser i samfundet og især mod kvinder, anderledes tænkende, jøder og fremmede. Set i det lys opstod moderne frihedsværdier og fremskridt snarere på trods af reformationen. Ikke takket være den. Opfattelserne er skarpt trukket op, og historien kan sjældent skrives som et enten-eller. Det gælder også forholdet mellem religiøse og politisk-økonomiske motiver. En reformation af kirken handlede naturligvis om religionsudøvelsen, men da romerkirken (paven ledede den katolske kirke fra Rom) samtidig var en politisk og økonomisk magt, kan de to faktorer ikke holdes adskilt. Desuden var hele 1500-tallets verdensopfattelse i bund og grund religiøs. Alt lige fra samfundsindretning til videnskab var uløseligt knyttet til religiøse forestillinger, og en reformation kunne derfor aldrig blive et isoleret anliggende for det enkelte menneskes tro, men måtte omfatte både det daglige liv og grundlæggende ideer. Selve begrebet reformation har denne dobbelthed indbygget. Både den kristne religion og det kristne samfund skulle reformeres.
Kravet om reformation voksede i høj grad frem fra kirken selv, men da der ikke kunne opnås enighed om hvordan, blev resultatet et kirkebrud og nye protestantiske kirker. Men den katolske kirke blev påvirket. Der har især i protestantiske lande været tradition for at se den katolske reaktion i et negativt lys – det var en modreformation. Det er rigtigt, at reformationen blev bekæmpet både med ord og med vold, men frem for modreformation kan man snarere tale om en katolsk reformation ved siden af den protestantiske. Man kan endda sige, at den katolske kirke gik styrket ud af reformationen og var parat til at ekspandere globalt sammen med de portugisiske og spanske erobringer på fremmede kontinenter. Tabet af den danske kirkeprovins var til at bære.
Protestanterne var enige om bruddet med den katolske kirke i Rom, men samtidig konstant i indbyrdes kamp om religiøse sandheder og politiske agendaer. I midten af 1500-tallet var den protestantiske verden delt mellem en overvejende luthersk kristendom i Nordtyskland og Norden og en reformert eller calvinsk kristendom, der dominerede i andre dele af Tyskland samt i Schweiz, Frankrig, Nederlandene og Skotland. I hvert land eller område udviklede de reformatoriske statskirker desuden egne særpræg med Church of England som eksempel. Samtidig var der en række reformatoriske trossamfund, fx døberbevægelsen, som stod i opposition til statskirkerne.
Forskelligheden og uenigheden blandt protestanterne betød, at der reelt var tale om en række europæiske reformationer. Entalsformen reformationen giver alligevel god mening, for tiden var kendetegnet ved en bevægelse væk fra den katolske kirkes teologi og internationale politiske indflydelse og hen imod lokal eller national kontrol med kirken og dens økonomi. I Danmark endte bevægelsen med Christian 3.s reformation i 1536.
Reformationen var afgørende for Danmarks samfundsudvikling og kultur. Kongen fratog romerkirken indflydelse på rigets religion og regeringsudøvelse og overtog selv hele det kirkelige område. Kirkens økonomiske muskler fulgte med, og det var en skelsættende forskydning af den politiske magtbalance til fordel for udviklingen af en stærk og selvstændig stat. Styret blev i 1536 lagt i hænderne på den verdslige øvrighed, konge og adel, men øvrigheden var ikke religiøst neutral. Tværtimod betød reformationen, at staten fik ansvar for ikke kun kirken som institution, men også for befolkningens tro og sindelag.
Staten begyndte at blande sig i folks liv på områder, den ikke tidligere havde interesseret sig for. Før reformationen var staten mest interesseret i, at befolkningen overholdt landets love, passede arbejdet og betalte skat til tiden. Efter reformationen blev det nødvendigt og muligt for staten at regulere befolkningens gudstro, moral, opførsel og daglige liv – fra sex, ægteskab og sundhed til uddannelse, fritid og påklædning. Det skete ud fra en teologisk forestilling om, hvad der var Guds vilje og til statens og befolkningens gavn.

Med reformationen blev kongemagten kirkens overhoved og beskytter, og forholdet blev kun stærkere med enevælden i 1660. På maleriet fra 1680’erne fra kongens audienssal på Frederiksborg Slot ses den sejrrige statsmagt – symboliseret ved den kronede kvindeskikkelse – tydeligt at have hånd i hanke med kirken. I baggrunden ses en katolsk bispehue og bispestav blandt krigsbyttet.
|| Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot/Foto: Hans Petersen
Det reformatoriske statsprincip blev knæsat i 1660 med enevælden af Guds nåde. Den teologiske forbindelse til selve reformationen blev hurtigt gradbøjet i ma